tirsdag den 10. januar 2012

Kvik-test : Kia Rio 1,1 Ecodynamic diesel.

Kia Rio, en lille perle i gråt vejr.
Foto. Ditlevs
Guld og grønne skove. Ja det er ikke fordi Kia mangler salgsargumenter for den nye Rio diesel. Op til 31,3 km/l, 7 års garanti og priser der begynder ved 139.000 kr.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det faktisk også et stykke henad vejen.
De 7 års garanti er der ikke noget galt med, men hvis man vil have en Kia Rio diesel der kan presse 31,3 km ud af hver liter diesel, så skal man væbne sig med tålmodighed. Den særlige Ecodynamic plus model vil først blive lanceret engang i marts måned. Og når den præsenteres, vil det være til en højere pris end den almindelige model.

Motoren i den testede Rio er en 1,1 liters 3 cylindret commonrail diesel. Med 75 HK og et maksimalt drejningsmoment på 170 Nm er det en tilstrækkelig motor til de ca. 1100 kg.
Tilstrækkelig, heller ikke mere.  Ved blid og økonomisk kørsel er der ikke megen motorstøj i kabinen, det er kun ved hårde accelerationer, at man fornemmer de tre cylindre. Problemet med motorens beskedne størrelse bliver dog udtalt ved kørsel på motorvej. Ved hastigheder op til 110 km/t følger Rio’en godt med, både acceleration og brændstoføkonomien er i orden. Men når hastigheden stiger til omkring 130 km/t, så har den svært ved at følge med. Der er i grunden kun to muligheder: enten driver man bagfrakommende til vanvid med en acceleration, der er nogenlunde så frisk som et juletræ i februar, eller også tager man fat i nedgearinger og lader brændstoføkonomi være en by i Rusland.

Foto. Ditlevs
Nedgearinger eller søvndyssende accelerationer til trods, så er Rio’en en god, lille mellemklassebil. Selv ved frisk kørsel forbliver indstyringen til sving neutral og direkte. Der er langt til understyring, og ved pludseligt speederslip i sving hjælper bagenden lidt til og presser snuden tilbage i sporet. Rio’ens gode, faste undervogn gør dog, at den har lidt svært ved at dæmpe små ujævnheder fra dårlige veje, og den totalt manglende lyddæmpning i hjulkasserne giver desværre et par beskedne minusser blandt mange plusser.  Alt i alt er Rio’ens undervogn overraskende god.


Foto : Ditlevs
Designet på den gamle Kia Rio var mildt sagt ikke interessant, det er derfor en fornøjelse at se, hvor flot den nye er. Rio’en stiller op med en frisk stil, der på imponerende vis illustrerer, hvor dygtige Kias designere er blevet på kort tid. Også i kabinen er designet gennemført og behageligt. Godt nok er at alle overflader af hård plast, men flot ser det ud, så nok se men ikke røre! Det er let at finde en god kørestilling, rattet kan justeres i 4 retninger og førersædet er højdejustérbart. På bagsædet er det god plads til børn, og voksne op til 180 cm i højden kan også finde sig tilrette heromme. Bagagerummet har plads til 288 liter bagage eller 923 liter med nedfældet bagsæde.  Udover testbilens Active udstyr er der desuden monteret fartpilot og supervision instrumenter. Eneste virkelige mangel, i en ellers rar kabine, er et læderrat.

Er Kia Rio det oplagte valg?
Konkurrenterne i klassen har i hvert fald fået noget at sammenligne sig med.
En Skoda Fabia kan hurtigt virke kedelig i sit design, en Polo kan virke noget dyr.
Kia Rio 1,1 diesel har mange gode kort på hånden. I følge eu normen kører den i gennemsnit omkring 28 km/l ved blandet kørsel. Venter man på den ultraøkonomiske model Ecodynamics Plus, så er det muligt at nå helt op på 31,3 km/l. Måske skulle man vente og se, hvad en kommende 1,4 liters diesel kan præstere. Med en 4 cylindret diesel motor vil Rio’en få det kraftoverskud, som vil gøre den en smule kvikkere og endnu mere harmonisk. Ikke at den 1,1 liters er for svag, den indbyder bare kun til økonomikørsel, og har derfor meget svært ved at følge med i kvikke hastighedsforøgelser ved motorvejskørsel. Og netop kørsel på motorvej må forventes at blive en stor del af en dieselbils hverdag. Kører man blidt og afventende, er det helt fint med den lille 3-cylindrede perle. Men hvis man ikke vil være den sidste der får lov at overhale på motorvejen, så vil den 1,4 liters motor nok være mere interessant.

Kia Rio kan leveres i tre udstyrs niveauer : Motion, Active og Exclusive
Uanset niveau er Rio’en veludstyret.
Standardmodellen (Motion) leveres med ESP med VSM ( aktivt stabiliserende system ), ABS-system, 6 airbags inkl. airbaggardiner. Der er også et godt udstyrsniveau med el-ruder foran, højdejustérbart førersæde, multijustérbart rat, , el-indstillelige og opvarmede sidespejle, radio med indgang for såvel iPod som mp3-afspiller og usb, to el-udtag med 12 volt ved førerpladsen, fjernbetjent centrallås med alarm og udvendigt er der indfarvede kofangere og dørhåndtag.

I næste udstyrstrin, Active, er aircondition, armlæn, el-ruder bag, køling i handskerum og  sædevarme standard.
Går man all-in og vælger Exclusive udstyr, så er der ikke rigtig noget der mangler:
Fuldautomatisk klima-anlæg, 17” alufælge, LED- baglygter og LED kørelys, regnsensor, elektrisk indklappelige spejle, statisk kurvelys, tågelygter, bluetooth opkobling af telefonen, fartpilot med speedlimiter, læder gearknop, læderrat, supervision instrumenter og varme i rattet.

Rio’en spænder vidt med sine forskellige udstyrsniveauer og motorer. Der er god fornuft i at vælge indstigningsmodellen. Den gør et overbevisende indtryk og kan leveres til en meget indbydende pris.

Ønsker man mere luksus og udstyr, så er de øvrige udstyrsniveauer med til at gøre Rio til en endnu mere indbydende bil.

Med masser af køreglæde, et flot design og 7 år eller 150.000 km garanti, er der udsigt til mange gode kilometer bag rattet, og op til 2555 rolige nætter uden bekymringer om pludselige udgifter. Rio er godkendt!

Foto : Ditlevs

Om den testede bil :

Kia Rio 1,1 diesel ecodynamics Active.

Pris :  159.900 kr.

Levering :  3.860 kr.

Metallak :  5.499 kr.
Fartpilot og supervision instrumenter :  5.995 kr.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar